Fra hvordan til hvorfor

Tirsdag 5/9 2017 tog landets undervisningsminister, Merete Riisager (LA), konsekvensen af, at de danske gymnasier oplevede stort snyd i forbindelse med eksamener. Gymnasieeleverne har brugt deres onlineforbindelse til at snyde og kopiere allerede produceret materiale. Konsekvensen blev, at internetopkoblingen skulle afkobles for, som ministeren er citeret for at sige i Berlingske: “Hvis eleverne er online til en eksamen, kan man lige så godt placere dem på en banegård eller på et bibliotek. De har alle muligheder for at få svar, der ikke er deres egne, og det er alt for fristende for de unge mennesker … Netadgangen er indført i den bedste mening, men der er ikke noget fremtidsorienteret eller innovativt ved at skabe en snydekultur.” Det interessante i denne hændelse er ikke, at eleverne snyder. Der vil med al sandsynlighed altid være nogle, der snyder (Bhide & Stevenson, 1990). Det er snarere den danske undervisningsministers konklusion på, hvad der må gøres mod denne form for snyd. Nettet må strammes, så det bliver sværere at snyde. Således ser vi, at forbud, påbud, regler, regulativer og omfattende kontrolprocedurer opstår. Det forekommer os efterhånden som så normalt, at der sjældent stilles spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden og ræsonnementet heri.