Der danser en virus

Verden er blevet en anden. Derfor dette digt i pardans med H.C. Andersens papirklip. Eventyrdigteren havde blik for, hvor hurtigt der kan blive vendt op og ned på verden. Et vindue går op – og ud falder tinsoldaten! Samtidig menneskeliggjorde H.C. Andersen altså det ikke menneskelige.  Således er det også i "Der danser en virus". Som en anden Palle alene i verden vandrer virussen rundt i vores øde by.         Man taler gerne om en hovedrolle og hovedkarakter. Hovedpersonen er den, der fylder det meste, mens hovedkarakteren er den, der udvikler sig – altså er virussen hovedpersonen, og hovedkarakteren du og jeg. Det er os, der skal drage en lære af det, der sker i denne sære, svære tid. Der er noget på spil, på spring, i H.C. Andersens papirklip. Noget finurligt, djævelsk og samtidig såre menneskeligt. Det er, som om han nærmest har forudset denne farlige bajads, der lige nu driver gæk med os – høj som lav, nær som fjern. En lille virus, der skaber en stor afstand mellem dig og mig, er årsagen til denne klejne udgivelse. "Der danser en virus" er født som litterært kram. Som en gave til én man har kær, men ikke kan være sammen med. Til den man ikke kan give et kram – eller til den man ikke må give et kram. Den dér akavede situation, når man møder nogen og ikke længere ved, hvordan man skal hilse. Måske kan man give vedkommende en bog-krammer.