Grænsekrydsende lederskab

Den offentlige sektor er udfordret af øgede krav fra borgerne til serviceniveauet, samtidig med at budgetterne reduceres (Crepaldi, De Rosa & Pesce, 2012). Et forsøg på at balancere udgifter og kvalitet har været New Public Management-inspirerede reformer (Hood, 1991). Det har ført til et skærpet fokus på ledelse i egen afdeling, organisation eller sektor. Samtidig har det utilsigtet ført til måle-veje regimer, som ikke fanger komplekse sammenhænge i offentlige ydelser (Hood & Peters, 2004) og som derfor ofte opleves meningsløse af de offentligt ansatte. Borgerne oplever godt nok velfærdsydelser af høj faglig kvalitet, men også en fragmentering, der hvor sammenhængen mellem ydelserne overlades til borgeren eller de pårørende (Dalsted et al., 2012). Velfærdsopgaverne er så komplekse, at de ikke løses ved, at den enkelte institution alene fokuserer på optimal drift og løbende udvikling af eget område (Moore & Hartley, 2008). Der er behov for at supplere med en ny form for ledelse af eksempelvis sundhedsopgaver, som krydser grænser mellem sektorer, der er hinandens forudsætning for god og helhedsorienteret opgaveløsning og styring af de offentlige udgifter (Danske Regioner, 2012; Kommunernes Landsforening, 2012).