Antifeminismen er på fremmarch
I modsætning til kvindehad, der har en meget lang historie, så er antifeminisme forholdsvis ny, da den ikke bare kræver tilstedeværelsen af kvinder, men af feminister, dvs. af kvinder — og mænd — der kræver kønsligestilling, hvor der endnu hersker ulighed. Det er fordi, kvinder overskrider deres ’naturlige’ plads, at der mobiliseres antifeministisk.
Bag antifeminismen ligger kvindehadets frygt for den selvstændige kvinde, frygten for en kvinde, der kan lykkes uden manden, der kan klare sig uden manden, kvinden som sin egen aktør. Antifeminisme er en højlydt version af kvindehad, hvis markante aggressivitet skyldes, feminismens succes med at få kvinder til at tale på egne vegne og gå egne veje i livet.