Neuropædagogik - mellem begejstring og kritik

Neurovidenskaben har gennem de sidste årtier vristet ny og spændende viden fri omkring menneskehjernens funktion. Den stigende forståelse og indsigt er værdifuld for udviklingen af mange fagområder, fx inden for medicin, kirurgi, terapi, genoptræning samt det pædagogiske og læringsteoretiske område. Derfor er der i tiden en hjernebegejstring – og med god grund. Men i udviklingen ligger samtidig en skjult fælde: Når de store svar i stigende grad søges i menneskets hjerne, godt hjulpet på vej af den billeddannende teknologi, kan den foruroligende konklusion blive, at risikoen for, at psykiske fænomener reduceres til isolerede neurologiske forhold, øges. Dermed risikeres et tilbageskridt i forståelsen af mennesket som et eksistentielt og socialt væsen, der også formes af sin historie i en sociokulturel kontekst.