Men de måtte jo dø

Rødovre Mark nord for Damhuskroen var en decemberdag i 1861 ramme om et makabert skue: På et lille skafot, opført til lejligheden, stod en yngre kvinde og ventede på, at skarpretteren skulle skille hendes hoved fra kroppen, mens en hujende menneskehob råbte forbandelser mod hende. Ane Andersdatter havde ombragt tre af sine fire børn kort efter deres fødsel, og efter en lang og indviklet rettergang, hvor en henstilling om benådning var blevet forkastet, var hun blevet dømt til døden – til trods for at man ikke længere henrettede kvinder i Danmark. Hvordan var det endt så galt? I Peter Høilunds roman følger vi Ane fra Karrebæk til København, hvor hun tjener hos forskellige gode borgere og passer deres børn, samtidig med at hun drømmer om mand og børn og sit eget hjem. Forliste kærlighedsforhold bringer hende i alt fire gange i ulykke. Tre gange tager hun sagen i egen hånd og afliver den nyfødte. Et fjerde barn kommer i pleje hos sin farmor og opdager først som voksen, at han er søn af en morderske.