Snakkede med mor. Hun var så forfærdelig ked af det og var ved at give op. Lidt senere kom du selv ned i køkkenet, og jeg kunne se, at du havde det forfærdeligt. Det gjorde så ondt at se dig have det på den måde.
Du vidste godt, at det var helt galt, men mente bare, at du måtte ”tage dig sammen”. Alligevel gik du med til at tage ud på den psykiatriske skadestue. Jeg ved, det er, fordi du et sted derinde prioriterer din søns ønsker højere end dine egne, og det skal du have stor tak for. Jeg ved nemlig, at du kan, når det gælder. Selv når du har det så skidt, som det var tilfældet den mandag morgen. Alligevel svævede du konstant mellem dit eget alkoholbehov og vores indtrængende ønske om, at du skulle lade være.
Om forfatteren
Hans Agerbek Husted (f. 1952) er opvokset i Esbjerg. Exam.art. i nordisk sprog og litteratur fra Odense Universitet 1983. Uddannet lærer i 1988. Han har været lærer i Danmark, Færøerne og Grønland. Har skrevet kronikker til aviser og portrætter til ugeblade og magasiner. I dag arbejder han som frivillig på et værested.