Ad brydsomme veje

"Johannes Jensen bliver født i 1930 med en læbe-ganespalte, der udløser så meget skam, at hans far, understøttet af moren, ved enhver lejlighed, tæsker sønnen til blods, i håbet om, at Johannes en dag afgår ved døden. Den dag i dag er Johannes rasende på sig selv over, at han aldrig fik konfronteret forældrene med volden og den umenneskelige behandling, de udsatte ham for. Johannes Jensens selvbiografiske historie er så grum, at den er umulig at lægge fra sig. En ukendt Danmarkshistorie, der er skrevet så levende og hudløst ærligt, at man ofte beder til, at forfatteren ikke kommer ud for flere idioter, der vil ham det ondt, og man håber også, at Jensen holder op med at være så naiv og godtroende, som han er. Som læser får man den tanke, at Johannes er sat i verden for at afsløre menneskets dårskab og uendelige nederdrægtighed. I dag bryder Johannes Jensen sig ikke om vestenvinden. Når hans far tæskede ham, foregik det bl.a. bag deres gård i Sønderjylland, hvor naboerne ikke kunne høre noget, fordi vestenvinden jog drengens skrig bort ud over markerne. Det uelskede barn blev konstant mobbet af alle, og som 16-årig forlader han hjemmet for at finde et dampskib, der kan sejle ham væk fra verden. At Johannes Jensen ender med at få succes i livet, er lige så ubegribeligt, som resten af hans livshistorie. Havde Johannes Jensen levet på Pontoppidan og Martin Andersen Nexøs tid, ville hans skæbnehistorie have været oplagt at finde i deres værk. "