Fremtidens robusthed er centripetal

”Robusthed, det må man jo ikke sige mere.” Denne udtalelse hørte jeg for nylig to gange på samme uge – fra en klient, jeg havde i behandling for stress, der havde fået det at vide af sin leder, og fra en, der arbejder professionelt i det erhvervspsykologiske felt. Jeg havde forinden taget mig selv i en tendens til også at skulle følge op med nogle hurtige uddybende ord og nærmest vaere en undskyldning for mig selv, når jeg brugte ordet “robust” i professionelle sammenhænge. Eksemplerne aftegner en udvikling, som jeg mener er uheldig. For er vi tjent med at udgrænse ordet fra vores sprogbrug? At modstanden mod brugen af begrebet har taget til i intensitet, skal efter min mening forklares med, at begrebet på det seneste har været yndet prügelknabe for flere toneangivende stemmer i debatten. Jeg vil i nærværende artikel søge at vise, hvorfor jeg mener, at den stedfundne kritik er uberettiget, og hvorfor vi er tjent med at standse det lodrette fald i begrebets anseelse. Dette vil jeg gøre ved at begrebsafklare, hvilken form for robusthed vi hhv. skal og ikke skal fremme. For hvad menes der overhovedet med robusthed?