Arvingen

"Arvingen" (1865) er fra et overordnet synspunkt Goldschmidt selv, da han via fru Stillings vejledning i Rom er vendt tilbage til den hjemlige arv: dansk sprog og litteratur. Det litterære bo optræder i romanen som en herregård. Besiddelse forpligter. "Arvingen" er frugten af en sådan forpligtelse. Hovedpersonen Axel er fortælleren, hvilket giver selvbiografien en subjektiv forståelsesramme og form. Han er vokset op som arving til en dansk herregård. Faderen begår imidlertid et fejlgreb, da han kvitterer for et lån uden at få beløbet udbetalt. Uretmæssigt mister han derfor ejendommen. Under et forskningsophold i Rom møder Axel sin ungdomskæreste Astrid. Paradisisk har de sværmet for hinanden i de skønne haver på Østerbro (der dengang var ude på landet). Alene deres navne signalerer, at de er bestemte for hinanden som Adam og Adaminde. Men begge forsynder de sig imod kærligheden. Astrid vælger et rigt fornuftsægteskab for at kunne forsørge en afdød søsters børn. Som trøst kaster Axel sig i favnen på huspigen, hvilket får følger. For hendes æres skyld skingiftes de for kort tid efter at blive skilt. Da Axel og Astrid genses i Rom, blusser forelskelsen op igen. En lang række turbulente begivenheder i revolutionernes krigslarm fører dem til Ehden, der rigtignok er en paradisisk plet udenfor Tripolis. Cirklen er sluttet, men de får ikke hinanden. Astrid mister kræfterne og dør. I samme moment kaldes Axel hjem til faderens kiste. Under hans hjemrejse testamenterer de nye ejere ham herregården, som han lover sig selv at ville forvalte i Astrids ånd og som hendes 'arving'. (Epoke)