Trivsel, læring og kreativitet via digitale medier

For nylig talte jeg med en kollega, som mente, at trivsel i skolen var stærkt opreklameret, fordi man tydeligvis sagtens kunne klare sig godt uden at have det godt. Se nu blot på de finske skoleelever, sagde han. De er et godt bud på titlen som verdens tristeste skoleelever, men de ligger som regel i toppen af PISA-ranglisterne alligevel. Ergo behøver man ikke at have glade elever for at have en god skole, sagde min gode kollega, der er professor. Jeg tror ikke, han mente det så bogstaveligt, men det kunne han i princippet godt have gjort, uden at det ville vække opsigt, for selvom flere og flere lande begynder at tage trivsel alvorligt som socialt succesparameter, så har der mig bekendt aldrig været et seriøst politisk bud på at ækvivalere betydningen af trivsel med testkarakterer.