Demokratisk dannelse og følelsernes fornuft

I denne artikel vil jeg tage fat i et meget lille hjørne af en meget bred diskussion, idet jeg spørger: Hvordan kan pædagoger bidrage til at gøre helt almindelige dagligdags interaktioner mellem børn til demokratisk dannende? Jeg tager udgangspunkt i det etnografiske feltarbejde, jeg gennemførte i efteråret 2016 i en modtageklasse på en folkeskole i Storkøbenhavn. Gennem mikrosociologiske analyser, inspireret af 1600-tals filolosoffen Benedict de Spinozas tænkning, vil jeg analysere dele af min empiri. Med artiklen ønsker jeg at beskrive, hvordan ofte oversete sider af børns æstetisk-demokratiske virksomhed kan observeres og analyseres. Dette er vigtigt, fordi en stor del af børns æstetisk-demokratiske virksomhed ofte går under den institutionelle radar og dermed underkendes og måske endda modarbejdes ved pædagogens indblanding. Artiklen argumenterer dermed også for, at pædagogen må udvikle sin æstetiske sans for dermed at blive i stand til sanseligt at opfatte og dermed værdsætte de rytmer og mønstre, som indgår i børns legende interaktion, i stedet for at vurdere børns samspil ud fra eksterne logikker og kriterier.