Lykke-Peer

'Lykke-Peer' kan anbefales som en fin introduktion til Andersens prosa, fordi den ligger lige på kanten til det eventyrlige, uden at være det, fordi den holder godt fast i det realistiske og har for filosofisk en slutning til at passe ind. 'Lykke-Peer' kan også anbefales som en omgang knap så selvbiografisk Andersen-litteratur, fordi man, når man har nikket behørigt af hovedpersonens trange kår, strålende geni og godvillige mæcen, bliver ført ind på en vej, der handler om livs- og kunstsyn, og om at lykkes som menneske. Den forholdsvis korte roman beskriver hovedpersonen Peers liv fra fødsel til død - fra udgangspunkt og udfordring til slutpunkt og succes. Som man aner er Peer en heldig kartoffel. Og det er faktisk noget af det mest fascinerende ved romanen - at Peer faktisk ikke møder reel modgang. Kun i en enkelt periode (i skolen!) tvivler han på sin lykke, men også der finder han så lykken i et kort romantisk forhold til apotekerens Romeo & Julie-skønne datter. Derudover går hans liv og lykke slag i slag. Det kan simpelthen ikke gå galt for ham. Hvad man (og han) tilmed forsikres om fra start! Det - skulle man tro - ville give een kedelig roman. Men nej. Det er som om lykken bliver et billede på skæbnen, og - tør man bruge kierkegaardsk tænkning her? - endnu dybere; den fordring ethvert menneske er stillet overfor, hvis det skal siges at opfylde sit liv. Vise sin taknemmelighed overfor Vorherre, ved at fuldbyrde livets mirakel. Peers lykke skal så findes i kunsten, hvilket er romanens andet fascinerende greb. Man bliver simpelthen klogere på, hvad kunsten er, og hvad kunsten er for den fødte (bogstaveligt talt) kunstner. Peer kan ikke være andet, hvis han skal bryde den sociale arv han er udstyret med. Der er ret klare forbindelser til Andersens roman 'Improvisatoren'.. Kunstsynet er dog rent og purt som vi kender det hos Andersen, og man trættes aldrig af det. (Klaus Rød Frederiksen på Litteratursiden)