Hvordan menneskekroppens liv og emotionelt samvær fra den tidligste barndom muliggør sproget

“Hvorfor er vi intellektuelt set så afvisende over for det narrative? Hvorfor er vi tilbøjelige til at betragte det narrative som en forholdsvis værdiløs, om end underholdende, måde at tænke på og tale om, hvad vi gør med vore sind? Historiefortælling opfylder to kulturelle funktioner ved på en gang at gøre det ukendte kendt og os selv til private og skarpt afgrænsede individer. Hvis elever opmuntres til at tænke på de forskellige resultater, der kunne være fremkommet under bestemte omstændigheder, viser de, hvordan viden om et emne kan bruges. Snarere end blot at fastholde viden og kendsgerninger bevæger de sig ud over dem for at benytte deres fantasi til at tænke på andre resultater, fordi de ikke har behov for fuldendelsen af et logisk argument for at forstå en historie. Det hjælper dem med at tænke på at se fremtiden i øjnene, og det stimulerer også læreren” (Bruner, 2007).