Ophold i institutioner er blevet et vilkår for danske børn. Over 95 % af os tilbringer barndommen i vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner eller dagpleje, før vi kommer i skole. Hvor stammer denne konstellation mellem familien, børneinstitutionen og skolen fra? hvorfor opstod den? Og hvordan har den udviklet sig?
Pædagogprofessionen får med denne bog et Danmarkshistorisk løft. Dens udvikling viser sig at være vævet sammen med den bredere historie om ændrede børnesyn og familiesyn, fattigdom og klassekamp, kønsroller og kvindekamp, befolkningspolitik, sundheds-og socialpolitik, familiepolitik og børnepolitik – kort sagt statens forhold til befolkningens børn.
I bind 1 tegnes de lange linjer i børnehavens og pædagoggerningens historie fra de første asyler i 1820’erne og de første børnehaver fra 1871 over de tidligste uddannelsesinitiativer i årene omkring 1900, videre til Dagtilbudsloven i 2007 og frem til den seneste reform af pædagoguddannelsen i 2014.
Med det moderne gennembrud indledes en række brydninger i børnehavepædagogikkens historie. Ud røg i første omgang de gamle asylers mål om at ’åbne børnenes hjerter for fromhed og gudsfrygt’. Ind kom Fröbels pædagogik, der i Danmark hurtigt skulle blive forbundet med tidens nye videnskabelige idealer for børne-og udviklingspsykologi. Siden har pædagogiske ideer, teorier og ideologier tørnet sammen. Centralt i dette bind står striden om grundlaget for pædagogfagets viden. På tværs af historien behandles fire afgrænsede perioder fra 1870 til i dag.
Vi følger de dominerende aktører og deres ideer i moderniseringen af Fröbels tænkning og i bruddet med den, efterhånden som Montessoris udviklingspædagogik vinder udbredelse i 1920’ernes Danmark. Vi overværer kampen mellem 1960’ernes vækstpædagogik og de nye og mere strukturerede former for børnepædagogik, der i 70’erne sætter temaet ’socialisering’ i centrum. Endelig får vi indblik i det fokus på læring og kompetenceudvikling, der har præget synet på børn og barndommen siden midten af 1990’erne.
Shop
