I for indicier

Sue Graftons læsere ved, at hun aldrig skriver den samme bog to gange, og "I for indicier" er ingen undtagelse. Den rummer hendes mest komplekse plot til dato. Lonnie Kingman er i en kedelig situation. Han er midt i at forberede et civilt søgsmål, og Morley Shines, den privatdetektiv han har haft til at hjælpe sig, er netop faldet død om af et hjerteanfald. Og hvad værre er: I løbet af få uger vil den sag, han arbejder på, være forældet. For fem år siden gik David Barney fri, da en jury frikendte ham for mordet på hans rige kone, Isabelle. Nu arbejder Kingman som advokat for den døde kvindes eksmand og deres barn (og han er sikker på, at juryen begik en alvorlig fejl). Men tiden er ved at løbe ud, og David Barney hævder stadig sin uskyld. Da Kinsey Millhone accepterer at overtage Morley Shines undersøgelse, tror hun, at det er et simpelt spørgsmål om at samle op på de løse ender. Morley var måske sløset med sit helbred, men rent fagligt var han en gammel rotte. Så det kommer som et chok, da hun finder, at hans papirer er i uorden, og at hans hovedvidne er mindre end troværdigt; ja, at hans vidne faktisk benægter nogensinde at have talt med ham. Det kommer som et større chok, da hun finder ud af, at alt, hvad David Barney har påstået, rent faktisk holder stik. Men hvis Barney ikke har myrdet Isabelle, hvem har så? Der er en kandidatliste, og den er lang. Mens hun levede, nåede Isabelle Barney at træde på en masse tæer.