Nina Waaddegaard, Karen Alavi Voigt, Anders Vestergaard Thomsen, Lone Krogsgaard Svarstad, Lilian Rhode, Louise Molbæk, Nadine Malich-Bohlig, Rikke Magnussen, Bent Kofod Lindhardt, Dorte Moeskær Larsen, Erik Ottar Jensen, Margit Eva Jensen, Viktor Holm-Janas, Sanne Harder, Stine Ejsing-Duun, Ida Viola Kalmark Andersen, Jan Sølberg, Jesper Bruun, Marianne Dietz, Karen Lund, Morten Raahauge Philipps, Camilla Kølsen Petersen, Ove Christensen, Thorkild Hanghøj, Bjarke Lindsø Andersen, Anne-Mette Nortvig, Loa Ingeborg Bjerre, Morten Misfeldt, Rasmus Fink Lorentzen, Raffaele Brahe-Orlandi, Jens Dolin, Roland Hachmann, Thomas Illum Hansen, Mikael Skånstrøm, Anders Stig Christensen, Jeppe Bundsgaard, Morten Blomhøj, Helle Rørbech, Jens Aage Poulsen & Simon Skov Fougt
Håndbog i scenariedidaktik
På plejehjemmet spørger skoleelever mennesker med demens om deres dagligdag. I fødevarelaboratoriet forsøger de at få hold på enzymerne i en kemisk proces, mens andre laver opslag for den lokale optiker på sociale medier. Det lyder ikke umiddelbart som undervisning i den danske grundskole, men det er netop, hvad det er – langt fra udenadslære og terperi, men tæt på en moderne verdens komplekse krav. Håndbog i scenariedidaktik giver en grundig introduktion til, hvordan scenariedidaktik kan praktiseres i folkeskolens fag. Med et væld af eksempler fra forløb som Marsbasen, Naturfagsmaraton og Vismandsspillet fortæller 40 forskere, praktikere og læremiddeludviklere om deres erfaringer med scenariedidaktik i dansk, matematik, naturfag, sprogfag, historie, samfundsfag og teknologiforståelse. Bogens forfattere viser, hvordan lærere med scenariedidaktik kan gøre undervisningen aktuel og relevant for eleverne ved at engagere dem i virkelighedsnære eller forestillede problemstillinger. Metoden trækker omverdenens praksisformer ind i klasselokalet og introducerer eleverne til de konkrete kompetencer, som kommunikationskonsulenter, byplanlæggere, raketforskere og plejehjemsassistenter bruger i deres dagligdag. Alt sammen med et nysgerrigt og selvkritisk blik for scenariedidaktikkens muligheder og begrænsninger som en ny måde at lære på i den danske grundskole.