Antvorskov klosterruin

Antvorskov klosterruin ligger i den sydlige udkant af Slagelse, Sydvestsjælland. Klostret blev grundlagt af Valdemar d. Store, sandsynligvis i 1164. Det tilhørte Johanniterordenen, som dermed kom til Danmark. Johanniterordenen blev år 1070 grundlagt af kristne krigere i Jerusalem med det dobbelte formål at beskytte pilgrimmene og pleje dem, som blev syge. I ordenens banner set et hvidt kors på rød bund. Ligheden med Dannebrog er umiskendelig. Ordenen eksisterer stadig som humanitær organisation med hovedsæde i Rom og med 15 hospitaler, hundreder af alderdomshjem og børnehaver m.v. Antvorskov kloster var i middelalderen særlig yndet af adelen. De skænkede det betydelige rigdomme for at holde sjælemesser, så deres ophold i skærsilden blev afkortet. Antvorskov kloster blev en hovedrig institution; måske det rigeste i Danmark. Mens kirken og klostrene blev hovedrige, levede munkene som fattige. Deres klædedragt var enkel. De sov på sovesale, og deres måltider var tarvelige: øllebrød, vælling, en skive rugbrød og den evindelige grød. Aldrig kød, men fisk og grønkål. Til maden blev drukket tyndt øl i store mængder. Ordensbrødrene på Antvorskov kloster fulgte augustinerordenen, som kræver fattigdom, kyskhed, ydmyghed og lydighed. Munkenes vigtigste beskæftigelse var de daglige messer og tidebønner. De bestod hovedsagelig af salmesang, hvor Davids salmer var særligt yndede. Kortjenesten optog 1/3 af ordensbrødrenes tid. Antvorskov fungerede som kloster og hospital indtil reformationen i 1536, hvor det tilfaldt kronen. I 1580 gennemførte Frederik II en ombygning af klostret til en moderne kongebolig, som blev kaldt Antvorskov Slot. Slottet forfaldt dog stærkt under Christian IV, og det blev yderligere medtaget under svenskekrigene 1658-60. I 1774 blev Antvorskov opdelt i 9 herregårde og solgt på auktion. Selve slottet forfaldt mere og mere, og de sidste rester forsvandt i 1816. Ruinerne af det middelalderlige kloster blev genfundet i 1887 og siden har Nationalmuseet gennemført undersøgelser på stedet. Det var et firfløjet anlæg omkring en trapezformet klostergård. Sydfløjen dannedes af klosterkirken, som bestod af kor, skib og tårn. Det var landets femtestørste kirke. Tårnet fik et spir ved ombygningen i 1581 og var så 73,5 m højt. De i dag synlige ruiner findes på bakkens sydside. De fleste bygninger er opført af munkesten, men det er ikke muligt af afklare deres funktion. Det drejer sig om forskellige huse og et enkelt tårn. Foruden de synlige bygninger er ved udgravningerne påvist flere andre anlæg. Klostrets centrale dele har ligget på toppen af bakken.