Samtidig er romanen en smuk og kærlig fortælling om demens via forfatterens bedstemor der mister sin erindring og bliver rodløs og forvirret i sin nutid. Bedstemorens erindringstab og forfatterens eget tab af hjemlandet flettes sammen og belyser hinanden elegant og livsbekræftende.
Saša Stanišić har sin helt egen underfundige og legesyge skrivestil der gør at bogens grundtone er lys og fuld af sødme trods de alvorlige emner.