Livet i den uendelige resignations sfære

"Intet væsentligt i det menneskelige har forandret sig siden bibelsk tid. Vi bliver født, vi elsker og hader, vi dør. Men det arkaiske ved os og det vi gør, bliver ligesom suget op i hverdagen, i den samtidskultur vi har skabt og udgør, hvor virkeligheden er horisontal, og det vertikale kun undtagelsesvis er muligt at få et glimt af og erkende. Egentlig skal man bare kaste et blik op for at få et greb om det, for der hænger solen og brænder, og det er den samme sol, der brændte for Abraham og Isak, Odysseus og Aeneas."

Sådan skriver Karl Ove Knausgaard i sit personlige Kierkegaard-essay som reflekterer over det almene og kollektive over for det subjektive og individuelle med udgangspunkt i Kierkegaards læsning af den bibelske myte om Abraham og Isak.

Da Karl Ove Knausgård debuterede med romanen "Ude af verden" i 1998, havde han allerede fået udgivet artikler, essays og anmeldelser. Det essayistiske har været en drivkraft i alt det han skriver: originale tankerækker og inspirerende overvejelser om sammenhænge mellem det individuelle og det alt for ens, vores egen tid og historisk tid, kunst og ikke-kunst, idioten og det guddommelige.