Hammershus

Hammershus er bygget på en klippeknold ud til Østersøen ved Bornholms NV-lige spids, ca. 1 km syd for Hammerknuden. Det er med 36.000 kvm. Nordeuropas største borgruin. Borgen tilhørte ærkebiskoppen i Lund, som i 1149 fik overdraget tre af Bornholms fire herreder. Fra borgens grundlæggelse i begyndelse af 1200-tallet til fæstningen blev nedlagt i 1689 var borgherren på Hammershus suverænt herskeren over hele Bornholm. Hammershus var Bornholms militære omdrejningspunkt. Borgen var ikke alene et stærkt militært støttepunkt. Borgen havde også en vigtig signalværdi for de katolske ærkebisper: borgherren på Hammershus var en magtfuld mand. På klippeknudens top ligger det centrale anlæg, ”Mantelgården”, som er omgivet med en ringmur, ”Mantelmuren”, som oprindeligt var kronet med en vægtergang. Udenom ”Mantelgården” ligger borggården, der er omgivet med en næsten firkantet ringmur. I SØ-hjørnet findes ”Blommetårnet”, som med sine 4 stokværk er ruinens bedst bevarede tårn. I NV-hjørnet findes ”Hundetårnet”. Rundt om på ringmurene ses 10 halvcirkelformede flankeringstårne, som er bygget i 1500-tallet. På fæstningens sider mod N, Ø og S findes forgårde omgivet af forsvarsmure som har haft vægtergange. På Ø-siden findes yderligere en forsvarsmur. Man kommer ind i borgen midt for Ø-siden, over en spidshvælvet bro fra 1400-tallet og gennem en port i et porttårn. Fra porttårnet slår vejen et sving mod N op til porten i den nordlige forgård. Ved denne findes fundamentet af et hundehus. I den nordre forgårds SV-lige hjørne findes ”den nye smørkælder”. Den er bygget på et svalt sted til erstatning for ”den gamle smørkælder”, der ligger lige på den anden side af ringmuren. Det erindrer om, at smør var ”Solskinsøen”s vigtigste produkt. Ved siden af smørkældrene findes indgangen til slotsgården gennem et lille porttårn. Op til ringmuren og syd for smørkælderen ligger en stor magasinbygning. Op til ringmuren i syd fandtes tre bygninger, nemlig hestestand, kostald og lade. Rundt om på slotspladsen har sandsynligvis ligger flere bygninger. Man kommer ind i Mantelgården gennem ”Manteltårnet”, som i tre omgange er bygget af Limensgadekalk og munkesten. Den var 6 stokværk højt. Nederst var porten med faldgitter og en massiv dør. På 2. sal fandtes ”skriverstuen” med øens administration. Ovenover lå den repræsentative del og forskellige beboelsesrum. Næstøverste etage varet rustkammeret, der senere blev brugt som fængsel, bl.a. i 1660-1 til Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. Langs nordsiden af ”Mantelmuren” ligger kirkefløjen med et kapel nederst og kongens gemak og” kongesalen” på førstesalen. Her er fliser på gulvet og stuk i loftet samt god udsigt over Østersøen. I ”Mantelgårdens” NV-lige del lå ”borgerstuen”, hvor mandskabet holdt til. Her er også en smedje. Den sydlige fløj kaldes herskabsfløjen. Her boede fogeder og lensmænd på 1. sal, mens der nedenunder var forrådsrum. De blev i 1600-tallet indrettet til forskellige køkkenfunktioner. Generelt gælder, at borgen var under konstant ombygning i de ca. 400 år, den var i brug. Hammershus historie i middelalderen er nøje forbundet med stridighederne mellem konge og ærkebiskop; den såkaldte investiturstridighed. Jacob Erlandsen og Jens Grand var her markante og stridbare personligheder. Med reformationen i 1536 tilfaldt borgen og alt kirkegods kronen, som dog pantsatte øen i 50 år til lübeckerne. Svenskerne erobrede Hammershus i 1645 og 1658, men bornholmerne kuppede svenskerne og kunne i 1658 forære ”borgen og landet” til den danske konge. Hammershus var nu militært helt forældet, udplyndret og stærkt forfaldent. I 1745 startede nedrivningen af den stærkt forfaldne slotsruin, som dog blev fredet i 1822. De arkæologiske undersøgelser startede i 1886 og har lejlighedsvis pågået siden.