Digtsamlingen Denne forbindelse mellem alle med lunger skrives i afmagt over de amerikanske invasioner i Afghanistan (2001) og Irak (2003), mens digteren Juliana Spahr selv befinder sig isoleret midt ude på Stillehavet i Hawaii. Bogen kontrasterer og sammenfletter det intimt private med det globale perspektiv, hvor død og ødelæggelse siver ind i soveværelset på lige fod med den kærlighed og det håb, som eksisterer i den luft vi alle indånder. Igennem hele bogen er den sproglige betydningsdannelse og syntaks i konstant bevægelse, når overskrifter fra sladderblade fletter sig sammen med dagbogsnotater, Sapho-fragmenter og botaniske opslagsværker i en kontinuerligt fremadskridende bevægelse, der til tider giver mindelser om den dansk digter Inger Christensen (1935-2009). Samtidig fremstiller Spahr alle de virkeligheder, der sameksisterer, og de mikro- og makrokonflikter der konstant gennemløber den private såvel som den sociale dimension, mens hun nægter at forfalde til apati og kynisme.