Da Carl Brosbøll, bedre kendt som Carit Etlar, var helt ung, debuterede han som forfatter under pseudonymet Carl. Det allerførste, han fik udgivet var de to fortællinger, som er samlet her: Novellen Organisten i Jellinge og den lille roman To studenter. Man finder i de to historier mange af de temaer og virkemidler, som Etlar benyttede i sine senere værker, og i To studenter møder man også tateren Mathias Abel, den senere Math Hjeil fra Smuglerens søn o. fl. a.
Organisten i Jellinge handler om husmandssønnen Carl, der uddanner sig til organist og får embede i Jellinge, hvor han forelsker sig i herregårdsfrøkenen - noget der naturligvis som følge af forskellen i stand og formue ikke falder i frøkenens faders smag.
I To studenter møder vi Ludvig Ross og Johannes Harre, der er draget til København for at studere - Johannes går i hundene, medens Ludvig har mere held med sig, skønt han må gå en del igennem, før han kan sætte sig til rette i lænestolen som ægtemand og studere morgenavisen.
Udgivet i anledning af Carit Etlars 200-års fødselsdag den 7. august 2016